Der er noget tidstypisk over de udgivelser, som blev startet af Ramsdals Hundehoved for nogle år siden: Skøre og vilde familieskrøner som man kun modstræbende indrømmer for sig selv kunne foregå i enhver familie i en eller anden variation. Der er nok også en del forfatterskole-attitude over dem.
Rådhusklatreren digtet og husket af Kim Blæsbjerg er sådan en udgivelse, hvor man skiftevis gruer og griner. Persongalleriet er indviklet og da skrønerne ikke er kronologisk ordnede, er det rigtig svært at finde ud af hvem der er far, mor og afkom til hvem. Lone havde heldigvis med stor pædagogisk sans lavet en oversigt til os – meget nyttigt.
Der er også noget tidsuafhængigt over skrønerne. Selv om mange af dem foregår helt oppe i nutiden, kan man ikke rigtig finde nutidigt københavnsk frisind eller normer hos personerne. Samtidig er synsvinklen mærkeligt vekslende, selvom der er en jeg-person, som alligevel er alvidende fortæller, selv om han ret beset ikke kan være det. Det er kun i kraft af sin research i familie-historierne at han kan være alvidende…
A propos research: Der er ganske lange passager med research af typisk radioavis-stof lagt ind med passende mellemrum, som om jeg-personen husker i kraft af disse begivenheder, hvad han naturligvis ikke gør, da bogen strækker sig over knap 100 år. Det er nærmere forfatteren, der her stikker hovedet frem.
Så selv om bogen er god underholdning, kan den forekomme lidt anstrengt i passager.
Et typisk eksempel på, at de fleste af os var skeptiske, da vi startede snakken om bogen, men var mildere stemt bagefter.
